Sider

mandag den 22. februar 2016

BAGTE AUBERGINER med oliventapanade, rucola, quinoa og tomater


Bagte auberginer med masser af hjemmelavet oliventapanade, anrettet smukt med søde tomater, rucola og quinoa.

Uhmmm, bare tanken om det får mine tænder til at løbe i vand!

Jeg er vild med oliven - især de store lækre kalamata oliven, jeg har desværre bare en dum tendens til at glemme at bruge dem.
Men for et par uger siden fik jeg leveret en frokostkurv med alverdens lækkerier i, deriblandt et glas økologisk oliventapanade, det mindede mig om hvor meget jeg elsker det og glasset blev tømt på ingen tid. Men jeg var slet ikke færdig med oliven endnu. Jeg kunne selvfølgelig bare have købt mig et glas tapanade, men jeg skulle da lave det selv. Man skal ikke undervurdere glæden ved hjemmelavet og det tager forbavsende kort tid at lave. Jeg mener, alt skal jo bare i foodprocessoren og så wroooom, så er der tapanade ! HAPS !!!


BAGTE AUBERGINER MED OLIVENTAPANADE, RUCOLA, QUINOA & TOMATER:
- 2 personer

2 dl. kogt quinoa - ca. halvdelen ukogt

1 aubergine
Olivenolie
Salt og peber

100 g rucola
150 g cherry tomater eller san marzano tomater

6 spsk. oliventapanade - find opskriften nedenfor

2 spsk. fint hakket bredbladet persille
2 spsk. ristede solsikkerner

FREMGANGSMÅDE:

Tænd ovnen på 200 grader.

Skyl auberginen, del den på langs og skær et diagonalt mønster i med en skarp, spids kniv.
Pensel dem dem olivenolie og krydr med salt og peber.

Kom auberginerne i et ovnfast fad og bag dem i 25-30 minutter. Det skal være helt møre.

Skyl og slyng rucolaen og fordel den på 2 tallerkner.

Vask tomaterne og skær dem i kvarte.
Anret quinoa ovenpå rucolaen og placer auberginerne ovenpå, smør godt med oliventapanade på hver aubergine.
Fordel tomaterne på begge tallerkner og drys med persille og ristede solsikkekerner.

Server evt. mere oliventapanade til.




OLIVENTAPANADE:
- ca. 2,5 dl.

250 g kalamata oliven - uden sten
250 g grønne oliven - uden sten
1 spsk. kapers
2 fed hvidløg
1 tsk. timian
2 spsk. citronsaft

FREMGANGSMÅDE:

Kom alle ingredienser i foodprocessorens lille skål og blend det helt jævnt og cremet.
Det er ikke nødvendigt at tilsætte salt, både kapers og oliven er salte.

Kom tapanaden på et rent glas med låg og opbevar det i køleskabet.
Oliventapanaden holder sig min. en uges tid i køleskabet.




FOTO & STYLING: Maria - Vanløse Blues
OPSKRIFT: Maria - Vanløse Blues
GEAR & GREJ: Magimix Foodprocessor
REGI: Gense

2 kommentarer:

  1. Hej Maria

    Har ledt et godt stykke tid efter en opskrift som denne. De lyder helt fantastiske, så tak for det! :D
    Jeg vil gerne servere auberginerne til én, der også spiser kød, hvorfor de vil komme til at fungere som tilbehør. Hvad vil du tro, passer godt hertil? En helt "klassisk" oksemørbrad tænker jeg umiddelbart måske ikke passer helt godt til, men hvad med fisk af en art? Eller noget andet kød? Det synes jeg er lidt svær.. Har du mon nogle bud? Tak! :-)

    KH Josefine

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvad med at udfordre din kød elskende ven, med en smækker lækker kødfri menu og lad ham/hende blive overrasket over hvor lækkert det faktisk er og hvor meget det mætter?

      Jeg har flere gange overrasket mine kød elskende venner med kødfrie middage og de har altid være positivt overraskede og de har også altid takket ja til at komme igen når jeg igen inviterede dem til middag - og det må da være et godt tegn, ikke?

      Slet