Tofu ricotta på ristet chiabrød med grillede asparges & nektariner ( V + GF )


Cremet ricotta lavet af tofu serveret på sprødt chiabrød, grillede asparges og nektartiner.
Skøn til forret eller en let frokost med en grøn salat til.





Jeg har længe gået en stor bue uden om tofu.
Af den simple årsag at jeg har fået det serveret på nogle uheldige måder og derfor tænkt at det ikke rigtig var noget for mig. Kender du ikke det?

Tofu er ret specielt i både konsistens og smag - faktisk smager det ikke rigtig af noget, så smag er altså der skal tilsættes. Bliver det ikke gjort ordentligt, ja så bliver det altså en trist og smagløs oplevelse ....

Tofu KAN bliv rigtig lækkert og det har vildt mange anvendelses muligheder fx. kan det blive til en lækker og cremet ricotta ost.
En silk tofu vil være at foretrække her. Jeg var selv kommet hjem med en firm og brugte derfor lidt sojamælk til at gøre konsistens perfekt cremet.


Jeg har igen haft asparges på grillpanden, jeg er simpelthen vild med dem!
Men her er det altså kun fantasien, der sætter grænser for hvad du kan komme på.

Hvad med fx. at toppe med:

Jordbær, balsamico glace, hakkede valnødder og frisk basilikum.
Stegte svampe og rosmarin
Tomat, agurk eller radiser i skiver
eller friske figner?  Men dem må vi desværre vente til sensommeren, før vi kan få fat i dem.

Men som du kan se, så er mulighederne mange og du kan bruge tofu ricottaen, præcis på samme måde som en almindelig ricotta.


TOFU RICOTTA PÅ RISTET CHIABRØD MED GRILLEDE ASPARGES & NEKTARINER:
4 skiver:

4 skiver chiabrød
1 bundt asparges
2 nektariner, i skiver
6-8 spsk. tofu ricotta - se opskriften nedenfor
Salt og peber
Frisk timian

FREMGANGSMÅDE:

Se fremgangsmåden til de grillede asparges her: GRILLEDE ASPARGES

Rist chiabrødet sprødt på en brødrister eller i oven.
Smør et tykt lag tofu ricotta på brødet, top med grillede asparges, nektariner, frisk timian, salt og peber.

Server evt. en grøn salat til.


TOFU RICOTTA:
2,5 dl

200 g tofu - silk er at foretrække med firm kan også bruges
2 spsk. gærflager
1 spsk. citronsaft
1 spsk. æblecidereddike
1 fed hvidløg - kan undlades
salt og peber
evt. lidt sojamælk til at justere konsistensen med

FREMGANGSMÅDE:

Kom alle ingredienser i foodprocessoren og blend det helt jævnt og cremet.
Tilsæt evt. lidt sojamælk ad gangen til at gøre ricottaen mere cremet.

Kom ricottaen i en beholder med låg, opbevar det i køleskabet og brug det hvor du ellers ville bruge alm. ricotta.

Holder sig min. 1 uge.
















FOTO & STYLING: Maria - Vanløse Blues
OPSKRIFTER: Maria - Vanløse Blues
GEAR & GREJ: Magimix Foodprocessor
REGI: -

Etiketter: , , , , , ,