Quinoavafler med avokado & jordbær


Avokadomad på vafler, lavet af en rest quinoa og toppet med jordbær og et drys chili for et lille kick.


Jeg smider aldrig mad ud, som i virkelig aldrig.

Min køkkenskabe er udstyret med et hav af bøtter, glas og andre beholderes og i mine skuffer har jeg poser i alle størrelser, så jeg nemt kan genne og opbevare en rest mad. Noget kommer i køleskabet, noget fryser jeg ned, noget bliver spist som det er og noget bliver tryllet om til noget helt andet.

Som altid, når jeg skal koge quinoa, laver jeg med vilje for meget.
Det overskydende kommer jeg i en bøtte og stiller den i køleskabet, løbende bruger jeg af det til at gøre salaterne mere fyldige og skal jeg have ryddet hurtigt ud af quinoaresten laver jeg fx. vegetariske kødboller, som disse auberginekødboller eller quinoakødbollerne i romescosauce, jeg har også lavet klatkager og nu skulle quinoaresten selvfølgelig vafles.

Vafler er tit den hurtige måltidsløsning for mig.
Hvis fryseren er tom for vegetiske bøffer eller kødboller så pisker jeg tit en hurtig dej sammen af kikærtemel eller som nu, en rest kogt quinoa med et par æg og 10 min efter så er det mad.

Vaflen kan toppes eller fyldes med lige det man lyster, jeg har længe haft lyst til en avokadomad, så det skulle jeg naturligvis have på i en skøn kombination af chili og sæsonens absolut sidste danske jordbær.



QUINOAVAFFEL:
- 2 stk:

2 dl kogt qoinoa
2 æg
2 spsk. quinoamel ( eller anden glutenfri mel )
1/2 tsk. urtesalt

Topping:

1 avokado, i skiver
6 jordbær, i skiver el. kvarte
Evt. chiliflager og frisk timian

FREMGANGSMÅDE:

Rør alle ingredienserne til dejen sammen og tænd for vaffeljernet.
Når vaffeljernet er varmt fordeles halvdelen af dejen på den hjerteformede plade.
Luk låget i og bag vaflen til lampen lyser grønt. Tag vaflen ud med en gaffel og gentag med resten af dejen.

Kom vaflerne på 2 tallerkner og top dem med avokado, jordbær, chiliflager, frisk timian og krydr med salt og peber.



FOTO & STYLING: Maria / Vanløse Blues
OPSKRIFT: Maria / Vanløse Blues
REGI: Broste / Ment

Etiketter: , , , , , , , , ,