Jeg får tit spørgsmålet, er Alma lige så vild med grøntsager som du er?
Og nej det er hun ikke. Slet ikke! Desværre...
Eller, jeg tror bare hun er som de fleste børn på 7 år, mere fokuseret på pålægschokolade madder end gulerødder. Fordi hun kan nu godt lide grøntsager, de skal enten bare serveres i rå stave, gerne inden selve måltidet eller også skal de skjules i kødsaucen eller som her i en suppe.
Alma elsker nemlig supper, lige fra tomatsuppe, til græskarsuppe og hendes ultimative favorit kartoffel porre suppen. Og som den snedige forældre, som man vel er, tænkte jeg at den må jeg da kunne lave sundere.
Så jeg har helt erstattet kartoflerne med selleri. Det giver den samme cremede konsistens. Smagen er selvfølgelig lidt anderledes, men frøkenen spiste den med stor tilfredshed og syntes at toppingen med pære og ristede græskarkerner var god, porre skiverne derimod , ja dem kunne jeg godt beholde for mig selv.
Selleri porre suppe:
- 2 pers. til hovedret / 4 pers. til forret
1 knoldselleri
3 porrer (gem 1/4 til topping)
1 liter vand
1 spsk herbamere urtebouillon
Smør til stegning
Salt og peber
Topping:
Pære eller æble i tern
Tynde skiver porre
Ristede græskarkerner
Evt. Frisk persille
Tilbehør:
Glutenfrie brødsticks
Sådan gør du:
Skær skrællen af sellerien med en skarp kniv. Skær sellerien i tern.
Skær top og bud af porrerne, snit dem tyndt og skyld dem grundniveau i en si og lad dem afdryppe.
Varm en stor gryde op til medium varme.
Smelt smørret og steg porrerne heri til de er klare. Tilsæt selleritern og lad dem steg med et par minutter.
Hæld vandet på og tilsæt bouillon. Læg låg på gryden og kog suppen i 20 min.
Blend suppen med en stavblender og smag til med salt og peber.
Anret suppen i skåle eller dybe tallerkner, top med pære, græskarkerner, tynde porreskiver og server evt. disse lækre glutenfrie brødsticks til suppen!
Etiketter: græskarkerner, klassikere, knoldselleri, low carb, persille, pære, suppe