Lørdags luxus: Lakrids & chokolade i salaten!


Jo den er skam god nok - i denne salat skal der både lakrids og chokolade!
Nu tænker du måske, at jeg da er gået helt fra forstanden, og indrømmet, vi er ude i en lidt ekstrem sammensætning her. Men når det så er sagt, så er det en smagssammensætning, som bare går op i en højre enhed!

Den naturlige anissmag i fennikel, bliver fremhævet af lakridspulveret, balsamiconen giver syrlighed, bitterheden  fra mørke chokolade, sødme fra rosiner og dejligt knas og fedme fra græskarkernerne. Uhm den er god! Jeg tænker at en dejlig moden avokado ville være lækker i eller måske hindbær.

Salaten passer til fisk og kylling, men er også en fantastisk morgenmadssalat, især hvis du spiser den sammen med moccachiagrøden. Så er det tip altså givet videre....


Fennikel salat med lakrids og chokolade aka. Fennikelfræs
- opskriften er inspireret af  Frk. Sveske og "skyhøj forbrænding"  af Anna Bogdanova
- 1 stor portion, nok til 2 - rigeligt til en!

4 fennikel
2 spsk balsamico
1 spsk lakridspulver
1 spsk hampefrøolie
1 tsk salt
1 håndfuld økologiske rosiner
30 g 85 % mørk chokolade
1 håndfuld ristede græskarkerner

Halver de 4 fennikel hoveder, snit dem i tynde skiver på et mandolinjern.
Kom dem i en skål og giv dem et par kram med hænderne, så de bliver saftige.
Vend det snittede fennikel med balsamico, olie, salt, lakridspulver og rosiner.
Rist græskarkerner på en tør varm pande til de bliver gyldne og begynder at poppe.
Hak chokoladen mellem fint, kom det oven på salaten og hæld de varme ristede græskarkerner over, så ckokoladen smelter. Vend det hele godt rundt og nyd nu en helt fænomenal smagsoplevelse.




Etiketter: , , , , , , , , , , , , ,