Lørdag luxus: Rødbedemuffins


Mooaaar, har vi flere chokolademuffins?

Sådan har det lydt inde fra Almas værelse sådan ca. 100 gange siden jeg bagte disse muffins.
Chokolademuffins, ja det hedder de altså bare herhjemme. Og det er jo sådan set også det de er, fordi der er skam chokolade i, men der er også rødbeder i og så er de bagt med bønner istedet for mel. - men det ved Alma bare ikke. Hun spiser dem med største velbehag og det er ca. det største kvalitetsstempel man kan få. Hun er mildest talt ikke særligt begejstret for mange af ting der kommer ud af mit køkken. Men de her! Dem elsker hun og en ny portion er allerede bestilt.
Kagerne er svampede, saftige, har et godt bid, en god intens chokolade smag og et lille strejf appelsin.

Rødbedemuffins:
- 12 stk

240 g udblødte og kogte borlottibønner (kan erstattes af kidneybønner eller sorte bønner)
250 g rødbede
1 dl kaffe (hurtig løsning: 2 tsk instant, rørt ud i koldt vand)
2 æg
100 g mørk chokolade med appelsin
100 g kokossukker
50 g kokosfibermel
1 tsk vanillepulver
1 tsk bagepulver
2 spsk kakao

Sådan gør du: 

Skræl rødbederne og riv dem fint.
Smelt den mørke chokolade.
I en foodprocessor blendes bønnerne helt glatte sammen med æg og kaffe. Tilsæt den smeltede chokolade og kokossukker og blend det godt sammen.
Tilsæt kakao, bagepulver, vaniliepulver og blend igen.
Kom nu rødbederne i og blend det og kom til sidst kokosfibermelet i og blend igen.

Tænd oven på 180 grader. Fordel dejen i 12 muffinforme og bag kagerne i 20-25 min.

Etiketter: , , , , , , , , ,