Rosenkålssalat med æble, avokado & rosmarin



Endnu en salat med kål og endnu en salat der er lavet ud fra hvad jeg lige havde i køleskabet.
Dressingen, den er virkelig god og klæder rosenkålen rigtig godt. Men hvordan jeg lige kom i tanke om at der skulle rosmarin i - ja det er egentligt lidt af en gåde. For det er nemlig en krydderurt jeg har haft det sådan lidt svært ved. Den har smagt mig lidt for parfumeret. Men jeg kom nu altså rosmarin i og det fortrød jeg ikke. Og mit forhold til rosmarin er nu ikke længere svært men ganske godt og jeg tør godt bruge det igen.

Du skal bruge:

1 pose friske rosenkål
1 stor moden avokado
1 æble

Dressing:

1 spsk grov sennep
1 spsk æblecidereddike
1 spsk olivenolie
1 tsk tørret rosmarin
Havsalt og frisk kværnet peber

Sådan gør du:

Start med at røre alle ingredienserne til dressingen sammen. Smag til med salt og peber.

Fjern de yderste grimme blade på rosenkålen og halvver dem. Kom dem i en foodprocessor og hak dem groft.
Vend den hakkede rosenkål sammen med dressingen.
Skær æble og avokado i tern og vend dem sammen med rosenkålen.



Etiketter: , , , , , ,