Fattigrøvssalaten

Vi kender vist alle til scenariet med at pengepungen kan være en anelse tom på denne tid af månenden, og vi kender nok også alle til scenariet med et halv tomt køleskab og den værste; en kombination af begge....

Her kommer der et lille trick til hvordan du kan få en smagfuld salat med næsten ingen ingredienser. Salaten her ser måske en anelse kedelig ud, men døm den endelig ikke på dens udseende, for den er fuld af smag - Tricket her ligger i at riste nogle solsikkekerner og vende dem med lidt olivenolie og noget røget paprika og så har man det lækreste drys og smagsgiver til det kål eller grøntsag, man har tilbage i grøntsagsskuffen.

Så står du med med et spidskål eller en pose gulerødder og ikke en krone på lommen og gerne vil servere en lækker salat, så gå på opdagelse i dit køkken. Du har helt sikket nogle nødder eller kerner, en sjat olivenolie har du sikker også, måske en citron eller noget æblecidereddike, salt skulle også gerne være at finde og en eller anden for for krydderier har du helt sikkert også. - jeg brugte solsikkekerner og røget paprika. Men græskarkerner eller mandler vil også sagtens kunne bruges, og en alm. paprika, spidskommen eller tørrede krydderurter ville også være gode smagsgivere til de ristede nødder eller kerner.

Så giv endelig ikke op hvis du har en halv tom grøntsagsskuffe og ingen penge at handle for. Du vil sagtens kunne trylle en lækker salat ud af dit basislager alligevel.

Her kommer opskriften på min version af Fattigrøvs salaten:

1 spidskål
1 spsk æblecidereddike
1 spsk olivenolie
Havsalt og friskkværnet peber

En håndfuld solsikkekerner
1 tsk olivenolie
1/4 tsk røget paprika

Snit spidskålen fint på et mandolinjern.
Vend det med æblecidereddike, olivenolie, salt og peber.

På en tør varm pande ristes solsikkekernerne gyldne. Panden tages af varmen, tilsæt olivenolie og paprika og vend det godt rundt.

Anret spidskålen i en skål eller på et fad og drys med de ristede solsikkekerner.

Og så er der serveret!


Etiketter: , , , , , ,