Butternut squash med spinat, chili & kokos


I min lokale Irma, kan man i denne uge, købe økologiske butternut squash til bare 10 kr - Se det er altså et tilbud, jeg ikke kan stå for, så jeg købte 2 med hjem. Og jeg kan altså ikke helt afvise, at jeg kommer til at købe flere. Jeg er bare vild med butternut! 
Den ene butternut blev brugt til denne spicy salat med ristede kokosflager. Og så lavede jeg en lækker sweet n' spicy dressing, som er inspireret af de klassiske pumkin pie krydderier. 

Den anden butternut bliver nok brugt til nogle spicy fritter - uhm! jeg glæder mig allerede...

Du skal bruge:

1 lille butternut squash
2 store håndfulde babyspinat
1/2 rød chili
1 håndfuld kokosflager 
Olivenolie 
1/2 tsk spidskommen
Havsalt og frisk kværnet peber

Dressing: 

2 spsk dijonsennep 
1 spsk olivenolie
1 spsk balsamico 
1/2 tsk kanel
1/4 tsk cayennepeber
1 tsk fint revet ingefær
Havsalt og frisk kværnet peber

Mix alleingredienserne sammen og smag til med salt og peber.

Sådan gør du: 

Skyld squashen, skær top og bund af, halver den på midten og skrab kernerne ud med en ske.
Skær squashen i tern på ca. 1x1 cm. Kom dem på en bageplade med bagepapir. Vend dem med olivenolie, salt, peber og spidskommen og bag dem i en 200 grader varm ovn i 15 min.

Skyld og slyng spinaten. Anret spinaten på et fad.
Rist kokosflagerne på en tør varm pande til det bliver gyldent.
Skær chilien i tynde skiver.

Lad squashen blive lun inden den anrettes oven på spinaten. Drys med kokos og chili og server dressingen til.



Har du set at bloggen nu også har fået sin egen facebook side? Tryk på det grå F øverst på siden og du kommer direkte derind - jeg ville blive så glad hvis du likede siden og delte den med dine venner!

Etiketter: , , , , , ,