Bagt hokkaido med ribs & rucola

I dag er det d. 1. September og årets første efterårsdag. Mange syntes nok det er lidt trist, fordi det betyder vi må tage afsked sommeren. Men jeg elsker alt ved efteråret. Jeg elsker de skiftende farver på træernes blade, duften af tobak, når bladene falder visne til jorden og ligger sig som en dyne på skovens bund. Jeg elsker lyset og det lidt køligere vejr, der giver en lyst til at tænde stearinlys og spise lunere retter. Ja jeg er vist bare tosset med efteråret.
I torsdags fik fra Aarstiderne, leveret en hel kasse med græskar. Jeg elsker græskar og glæder mig til at lave en masse lækre salater og supper af dem.

Græskar kan heldigvis holde sig længe, så jeg behøver ikke udelukkende leve af græskar den kommende uge.

Græskar er med sine kun 4,2 g kulhydrat ganske LCHF/paleo venligt. Et græskar er desuden fulde af betacaroten, B- og C-vitamin, folat, calcium, kalium, magnesium og fibre – en sund og mættende spise i den kolde tid, hvor vi har brug for ekstra energi. Så spis endelig løs af de flotte og lækre græskar!

Du skal bruge:

1 økologisk hokkaido græskar
2 store håndfulde rucola
1/2 rødløg
2 spsk pinjekerner
1 håndfuld ribs
Olivenolie
1 lille håndfuld groft hakket persille

Dressing:

1 tsk Dijonsennep
2 spsk æblecidereddike
1 spsk olivenolie
1/2 tsk kanel
1/2 tsk paprika
1/4 tsk stødt ingefær
Havsalt og frisk kværnet peber

Vask hokkaido græskaret, skær bund og top af, halver det og tag kernerne ud. Skær det i tern, kom det på en bageplade med bagepapir. Vend dem i olivenolie og salt og bag dem i en 200 grader varm ovn i 10-15 min. De skal være bløde men stadig have bid.

Imens skylles og slynges rucolaen. Rødløget skæres i tern og ribsene tages af kvisten.

Rør alle ingredienser til dressingen sammen.

Når hokkaido græskar ternene er lidt afkølede anrettes de oven på rucolaen. Drys med ribs, rødløg, pinjekerner og persille.

Serveres sammen med dressingen og til et stykke kylling eller fisk.


Etiketter: , , , , , ,