Hvidkålssalat med langtidsbagte tomater og edamamebønner



Denne salat fandt jeg på da jeg havde en ustyrlig lyst til edamamebønner, uhm de bønner er jo bare for lækre. Heldigvis havde jeg en pose tilbage i fryseren og så var det bare om at komme i sving.

Hvad skulle jeg mon blande dem sammen med, jeg måtte på udkig i køleskabet. Der fandt jeg et  kvart hvidkålshoved, ikke dårligt - jeg elsker jo kål, jeg fandt også noget rucola der var tilovers fra gårsdagens salat og som prikken over i'et stod der også et halv glas langtidsbagte tomater - uhm det tegnede godt det her.


Du skal bruge:

1/4 hvidkålshoved
Et par håndfulde rucola
1/2 glas langtidsbagte tomater
1/2 pose edamamebønner (kogte og bælgede)
1 håndfuld græskarkerner

Dressing:

1 fed hvidløg
1-2 spsk balsamicoeddike
1-2 spsk olivenolie
Chili efter smag
Salt og peber

Sådan gør du:


Rør alle ingredienserne til dressingen sammen.
Snit hvidkålen fint og vend den med dressingen - hvidkålen er lettere at tygge når den har hygget sig lidt i marinaden.
Kog edamamebønnerne i 2-3 min og afkøl dem lidt inden du bælger dem.
Rist græskar kernerne på en varm pande til de begynder at poppe og afkøl dem på en tallerken.
Kom nu langtidsbagte tomater, edamamebønner og græskarkerner i og vende det hele godt rundt.
Vent med at vende rucolaen i til lige før servering, ellers falder den bare sammen og bliver kedelig.

Server salaten i en skål eller på et fad og velbekomme



Tip:

Du kan sagtens undlade rucolaen og stadig få en lækker salat ud af det, jeg havde bare nogle der skulle bruges og det gør jo bestemt ikke salaten dårligere.

Du kan bruge lige den dressing du allerbedste kan li, fx. en sennepsvinagrette eller en krydderurtemarinade, eller en pesto, ja du bruger bare det du nu lyster.










Etiketter: , , , ,